I Danmark priser vi os lykkelige over vores særlige danske model. Vi lærer helt fra folkeskolen at Den Danske Model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere sammen forhandler og bliver enige om hvilke arbejdsforhold den enkelte skal arbejde under, er en af de vigtigste årsager til at vi ikke ser store strejker og lockouts hele tiden, som det f.eks. ses i visse lande i Sydeuropa.

Den Danske Model giver os stabilitet, og fredspligten er så godt som hellig. Men der er skår i glæden. EU har med Mindstelønsdirektivet fra 2022 fastsat at der indenfor EU skal sikres at ingen bliver ”working poor”, altså være i kronisk fattigdom trods man arbejder i en almindelig fuldtidsstilling.
Missionen er nobel, men bliver problematisk i en danske kontekst: Den opgave klarer arbejdsgiver og arbejdstager glimrende selv, igennem forhandlinger, om nødvendigt konflikt, men altid med efterfølgende stabilitet. Mindstelønsdirektivet kan i værste fald blive starten på en arbejdsmarkedsregulering der kan bestemme opsigelsesvarsler, ansættelsesvilkår og en meget ufleksibel arbejdsmarkedsmodel der ikke tilgodeser den enkelte faggruppes særinteresser ift. arbejdsgivernes særinteresser. Katastrofen er dog ikke fuldstændig, da der findes en ”kattelem” i ordningen, hvor man som land kan dispensere fra reglen hvis mindst 80% af arbejdsstyrken er underlagt en overenskomst.

Det er vi i Danmark – næsten.

Men de ”røde” fagforeninger bløder medlemmer. 3Fs medlemstal er faldet med næsten 10% de seneste 5 år, for HK næsten 9% og Dansk Sygepleje Råd er faldet ca. 10%. Omvendt stiger andelen af medlemmer i såkaldte ”gule” fagforeninger hvor Det Faglige Hus i sin ”Bedst og Billigst” fagforening er mere end fordoblet i størrelse, mens FRIE er vokset over 40%, og ASE med over 23%.

I de ”røde” fagforeningers selvforståelse er overenskomstforhandling en ”ret” man historisk har tilkæmpet sig og derfor nu har monopol på.
Når man læser historien, forstår man godt denne tolkning: Kampene der blev taget forud for Septemberforliget i 1899, hvor fagforeningernes ret til overenskomstforhandling blev fastlagt, var ikke uden sværdslag. Men med faldende organisering er denne ”ret” ikke nødvendigvis selvskreven – tænk bare på Ryan Air der nægtede at indgå dansk overenskomst i deres nu tidligere base i Billund, og kunne slippe afsted med det. Dette var helt klart grundet en svagere repræsentation som man f.eks. ikke døjer med i Københavns Lufthavn, hvor noget lignende næppe kunne finde sted.

Men intet sted er det gjort klart at nogen fagforeninger har mere ret til forhandling end andre. For i sidste ende handler fagforeninger om repræsentation af arbejderne, og i det tilfælde at de ”røde” fagforeninger ikke ønsker at dele forhandlingsretten med de fagforeninger der repræsenterer en stadigt stigende del af arbejdsstyrken, står den ”røde” fagbevægelse i vejen for repræsentative overenskomster.

Derfor er vores ønske at der laves håndslag mellem de fagforeninger der repræsenterer mere end 10% af et givent overenskomstområde, om at ville forhandle sammen. Omvendt stiller dette også krav til de nuværende ”gule” fagforeninger om at skulle repræsentere deres medlemmer ved overenskomstforhandlingerne.
Men dette må være prisen for ikke længere at skulle hånes med at være ”gratister”, ”nasserøve” eller det der er værre.

Vi tror at samarbejde er vejen frem. På samme måde som Snedkerforbundet, Murersvendenes Fagforening og mange flere samledes og gjorde fælles front, og skabte en af grundstenene til det samfund vi har i dag.
Vi håber at gammelt nag kan begraves, og et blomstrende samarbejde kan skabes, og hvor der er plads til alle interesser.

Vi i Reddernes Fagforening er parate til at redde Den Danske Model – er I FH?